Spillets regler:
I alderen fra 7-14 år lærer barnet »spillets regler«, og hvad der forventes af det. Det finder den ydre verden meget anderledes end hjemmet og lærer at fungere i to verdener, kammeraternes og hjemmets, hvor lovene kan være meget forskellige.
Omkring de 14 år begynder »Sturm und Drang«perioden. Det er en dramatisk tid, hvor op- og nedture skifter lige så tit
og brat som det danske vejr. Den unge søger efter en ny identitet: »Hvem er jeg?« Det er hverken barn eller voksen, og det er ikke længere fortroligt med sin forvoksede krop, og de stærke følelser som bruser frem, de kan være skræmmende for slet ikke at tale om den vågnende seksuelle drift.
Det er den anden »trods-alder«, hvor den unge for alvor må rive sig løs fra forældrene og begynde at fungere som et selvstændigt, selvtillidsfuldt og individuelt menneske. Men det sker naturligvis ikke fra den ene dag til den anden, og det kan være en prøvelse for forældrene, især hvis de ikke er klar over den psykologiske proces, som foregår hos den unge. Denne periode er også blevet kaldt den »ubærlige alder«, såvel for forældrene som for den unge.
Det er en tid med konformitet, f.eks. de unges »blå uniformer« eller denimtøj. De unges cowboybukser er faktisk lige så formelle som tidligere tiders høje hatte og skødefrakker. Den unge »skjuler sig« i kammeratskabsgruppen, hvor normerne følges nøje. Men inden for gruppens standard prøves nye roller og masker, hårstil, gangart, påklædning osv. Idolers adfærd og livsstil kopieres, valg af musik, litteratur, film m.m. er stærkt påvirket af, hvad de andre i gruppen mener.
Den unge, som modner sent er miserabel blandt sine jævnaldrende. Den unge mand pines over den langsomme skægvækst eller over sin spinkle skikkelse samt over sine ubetydelige overarmsmuskler. Hans søster dvæler længselsfuldt over annoncer med brystholdere. Samtidig er der ingen ung, der bryder sig om at høre en voksen sige: »ej  hvor er du altså blevet stor! «
Den unge, som træder ind i livet efter en fysisk såvel som psykisk forvandlingsproces, møder det ofte med urealistiske idealer samt overdrevne forventninger, som nødvendigvis må føre til mange skuffelser samt problemer, det ofte kræver en stor indsats og masser af optimisme at løse. Et af de mest påtrængende problemer er job og uddannelse. Hvad stiler den unge efter, og har han/hun tilstrækkelige evner og grundlag til at imødekomme de krav, der stilles? Inden for det højere uddannelsesområde og det gælder også for specielle fagområder, er der forskellige former for adgangs begrænsninger, som kan vise sig at være uoverstigelige forhindringer.
Andre essentielle aspekter, som trænger sig på, er ægteskab eller en eller anden form for samliv med det modsatte køn, og de børn, som dukker op, præsenterer den unge for nye problemer. Men, som det siges, man skal tælle sine lyse stunder. Problemer er uløseligt