For mænds vedkommende optræder der ofte en depression omkring de fyrre, for kvinder noget tidligere. I denne alder kan fremtiden se truende ud med forfald og død. Fysisk set vil det være en konstant og langsom nedtur, og især for kvindens vedkommende kan den ydre skønheds blegnen være svært at acceptere. Men skønheden kommer indefra, og en kvinde, som ikke er født med et alt for kønt ansigt, kan have et smukt ansigtsudtryk i en moden alder, og det samme gælder naturligvis for mandens vedkommende.
Det er forudsigeligt, at der indtræffer en krise i denne alder, hvis mennesket har lagt for stor vægt på det ydre, en slank og spændstig krop, et smukt udseende og ungdommelighed. Hver livsfase synes at have sine specielle problemer, men også fordele. Erfaring og overblik erstatter ofte energi og entusiasme, modenhed opvejer dristighed og gå-på-mod m.v.
Lige så svært det kan være at give afkald på barndommens tryghed og ubekymrethed, lige så svært kan det være for mange at sige farvel til ungdommen og træde ind i, hvad der er blevet kaldt den diskrete alder.
Men livet udfolder sig i sekvenser eller afsnit, og hvert afsnit markeres af en krise. En krise er dog nødvendigvis ikke en katastrofe, men peger på, at mennesket er nået til et kritisk punkt, et vendepunkt i livet, som måske nok indebærer større sårbarhed og forandringer, men også nye muligheder og udfordringer. Vi har udgroet ét stadium og skal til at tilpasse os et nyt. Midalderperioden er især et afsnit, hvor vi må give afkald på mange af vore illusioner og så at sige stå nøgne i verden og tage det fulde ansvar for vort liv og os selv.
Den energi, som tidligere har været kanaliseret udadtil i udadtettede anliggender, må nu dirigeres indad.
Jung sammenligner livssfaserne med solens kurs hen over himlen. Om morgenen står den op fra det ubevidstes mørke hav og ser på den vide, klare verden, som ligger udstrakt foran den, og som stadig udvider sig jo højere, den stiger på himmelhvælvingen. I denne udvidelse af sit aktivitetsfelt forårsaget af sin egen stigning, vil den opdage sin betydning. Den vil se opnåelse af den størst mulige højde - den videst mulige udbredelse af sin velsignelse - som sit mål. Med denne overbevisning forfølger solen sin uforudsete kurs , uforudset fordi dens karriere er unik og individuel, og dens kulminationspunkt ikke kan kalkuleres på forhånd. På slaget tolv begynder nedstigningen. Og ned-stigningen betyder det modsatte af alle de idealer og værdier, som blev skattet om morgenen. Solen kommer i opposition til sig selv. Det er som om den bør drage sine stråler indad i stedet for at udsende dem. Lys og varme aftager og udslettes til sidst.

Men, siger Jung, vi er heldigvis ikke opstigende og nedstigende sole, men der er noget solskinsagtigt i os, og at tale om livets morgen eller forår og dets aften eller efterår er ikke kun sentimental jargon. Der er tale om psykologiske sandheder.
Når livet har nået sit højdepunkt og går på hæld, synes der også at