Alderdommen har sine specielle problemer og hos det aldrende menneske ser vi ofte, at ringen sluttes. Det vender tilbage til barnestadiet og fortaber sig mere og mere i det ubevidste. Ældre menneskers problem er den langsomme nedbrydning af deres intellektuelle evner, selv om moderne medicin har gjort meget til at forsinke denne udvikling. Men et langt liv er kun ønskværdigt, hvis det også har mening og kvalitet.
Nedsættelsen af de intellektuelle evner skyldes ofte en forsnævring af arterierne til hjernen og den deraf følgende degenerering af hjernecellerne. Det er ikke mindst hukommelsen, det går ud over, men det kniber også med orienterings- og bedømmelsessansen, og den ældre glider langsomt ind i senilitetens mørke. Men det skal dog tilføjes, at en del ret så gamle mennesker er forbavsende åndsfriske. Noget tyder på, at et konstant levende og aktivt sind hæmmer alderdomsprocessens fremskriden.
For langt de fleste er det at blive gammel af naturen viseligt indrettet på den måde, at den indtrædende hukommelsesforringelse angår de nye og nære ting og efterlader fortiden intakt. Så endskønt den ældre ikke kan huske, hvad der er sket de sidste dage, er hukommelsen særdeles god, når det gælder detaljer med hensyn til barndomsminder, familiebegivenheder og andre betydningsfulde øjeblikke. Som det er blevet sagt, skæbnen leder blidt den ældre tilbage til fortidens drømmeland, hvor alt var såre godt. Der er nemlig det specielle og barmhjertige ved den menneskelige hukommelse, at den husker de gode minder, mens derimod de ubehagelige oplevelser og situationer synes at fortabe sig i glemslens mørke.
Hos det meget gamle menneske har naturen også fjernet seksualdriften med dens ofte så påtrængende problemer, kroppens appetit, penges tiltrækningskraft samt behovet for prestige, status og at gøre sig gældende i et konkurrencebetonet samfund. Det er heller ikke ualmindeligt, at den fremadskridende senilitet bevirker, at personen, uanset om det har levet det meste af sin tid i et fremmed land, søger hjem til moderlandets trygge rammer, måske er vi programmeret til at gå til grunde der hvor vi blev undfanget, for at indgå i livets evige cyklus ??!!!….
Naturen fører tilsyneladende det ældre menneske tilbage til barndommens trygge, sorgløse og problemfrie tilværelse, hvor også dødens umiddelbare nærhed er glemt i vedkommendes tågede bevidsthed.
Ovennævnte er naturligvis en stærk generalisering og en forenkling af de helt ældre's problemer, jeg har ikke erfaring og baggrund til at uddybe emnet yderligere.

Den sene alderdom er ikke en periode nogen ser frem til, især ikke de, som har en klar og velfungerende hjerne, men en krop som ikke vil samarbejde og som svigter på flere og flere områder. Sygdom kan gøre denne sidste livsfase lidet ønskværdig. Men en stor indre verden kan slå portene op og kompensere for det, der ikke længere er opnåeligt i den ydre verden.