At projicere er at gøre omgivelserne ansvarlige for følelser som har deres udspring i éns eget jeg. Vi tager afstand fra besværlige sider af vor egen personlighed og beskylder i stedet andre for at have dem. Vi gør verden til en slagmark for vore indre konflikter.
Angst opstår; når vi føler os truede, og vor tilværelse står på spil. Det gælder f.eks. sundhed, integritet, selvagtelse, verdensanskuelse, økonomisk eller anden tryghed. Behovet bliver da at tilintetgøre truslen, den indre eller ydre fare.
Ofte snyder vi os selv og tror; at vi er »frelst«, når vi stikker af, trækker os tilbage eller lader, som om faren/angsten ikke eksisterer.
Der er mennesker; som hverken ser; hører eller føler noget, som de ikke vil kendes ved. De lukker af for alt det, der er ubehageligt og truende Det er virkeligheds flugt, en flugt fra livet og desuden den sikreste måde at gøre livet trangt, kedeligt og ugæstfri. Det er at fornægte sin egen indre virkelighed. Når vi ikke har mod til at tage eller fortsætte med at have kontakt med det indre ubehag, fortrænger vi det. At fortrænge er at fornægte.
Denne adfærd bevirker; at vi sidder fast i flugtmekanismer og forsvar, hvilket gør, at vi mister evnen til at være nærværende i nuet. Vi har mistet kontakten med vort indre og lever på overfladen, hvor vi ser det, som vi ønsker at se. Vi har skabt en livs løgn for ikke at få indsigt i det smertefulde. Dette forvirrer vor orienterings sans og vor dømmekraft.
Flugten er en forsvarsmekanisme, der træder i kraft for at beskytte os mod de følelser , som i alt for høj grad vil trænge ind på os, f.eks. angst og ubehagelige følelser... Når vi fortrænger dem, glemmer vi, at de findes i os i stedet projicere vi dem ud på omgivelserne, dvs. vi ser i stedet,