|
Nøgleord:
Stabilitet
I vestlig astrologi er de 12 stjernetegn baseret på Jordens bane
rundt om Solen - og har ikke ret meget at gøre med stjernebillederne.
Vædderen regnes for det "første" tegn i Zodiak'en,
da det begynder præcist i det øjeblik, hvor dag og nat er lige lange
- forårsjævndøgn. Alle de andre tegn måles ud fra dette punkt. Tegnene
har ingen klar mening i sig selv, men aktiveres, når der findes
planeter eller huse i dem.
Tegnet Tyren styres af Venus. Fysisk forbindes det med halsen. Det
siges at have en feminin natur og er derfor mere passivt og modtageligt
i sin måde at udtrykke energien på. Tyren er et jordtegn, og som
sådan forbindes det med frugtbarhed og stabilitet. Planeter i dette
tegn vil have en stabiliserende indflydelse og manifestere deres
energi på en fast og beslutsom måde. Tyren er også et fast tegn,
hvilket betyder, at når kursen først er afstukket, viger man sjældent
fra den. Lange perioder med opretholdelse af og hensyntagen til
eksisterende livsvilkår samt tilbageholdenhed med hensyn til at
igangsætte forandringer er dette tegns kvaliteter.
Tyren forbindes også med naturens ressourcer og selve spørgsmålet
om værdi og værd. Det sættes derfor i forbindelse med økonomi, verdslige
goder og tryghed. Personer med stærk indflydelse fra dette tegn
er som regel materialistiske og stivner ofte i gamle former. Ved
med mellemrum at bryde de stærke bånd kan de få større udsyn. De
har talent for at slappe af og nyde de sanselige glæder.
Kendte Tyre: Balzac, Johannes Brahms, Michael Bundesen, Erling Bundgaard,
Jørgen Clevin, Ulrik Cold, Salvador Dali, Duke Ellington, Ole Ernst,
Sigmund Freud, Jacob Haugaard, Svend Heinild, Lone Hertz, Søren
Kierkegaard, Yehudi Menuhin, Preben Neergaard, Jan Bonde Nielsen,
Per Pallesen, Birgitte Price, Bjarne Reuter, Lise Ringheim, Robespierre,
Ulla Ryum, William Shakespeare, Kurt Trampedach, Olaf Ussing og
Orson Welles.
|
|