|
Astrologiens oprindelse
Oldtidens åndelige og religiøse vejledere satte menneskets udvikling i forhold til stjerneverdenen, den astrale verden eller ganske enkelt » det himmelske rige«. Universets himmelske og guddommelige kræfter omtales i mytologi, poesi, heltesagn og okkulte skrifter som f.eks. den jødiske Qabala, den ægyptiske Arcana for slet ikke at tale om den indiske filosofiske verdens mangfoldigheder. Når vore forfædre var så optaget af disse ting skyldtes det ikke en trang til virkelighedsflugt eller en primitivitet i ordets nedladende betydning, men derimod fordi de betragtede mennesket som et evigt væsen, hvor det fysiske liv med dets erfaringer og prøvelser blot udtrykker et enkelt led i en større kosmisk eller universel udviklingskæde.
Standser vi et øjeblik ved filosoffen Platon (427-347 år f.v.t.) finder vi, at han skriver om »mennesket, som vælger at følge en Gud« samt at det »styrer mod nogle mål« af guddommelig art, nærmere belyst under omtalen af den »ægyptiske zodiak« senere i dette afsnit.
Hermes Trismegistos (den meget store Hermes) svarende til ægypternes Thoth (Gudernes Skriver) fortæller, at »menneskene er skabt af Guder som arbejder for den skabende kraft, som delvis ikke-udødelige«! Blandingen af ånd og materie styres af en stjerne. Mange vil i dag smile overbærende, men arbejdet med astrologien i vor tid kan få smilet til at stivne. Astrologien kan i dag siges at udgøre psykologiens »forlængede arm«. Det er dog stadig således, at mange slynger ord som »virkelighedsflugt«, »narcissisme« eller ganske enkelt »overtro« i hovedet på én, hvis man kommer ind på emnet astrologi. Ingen synes dog at kunne definere forskellen på begreberne »tro« og »overtro«.
Skal man endelig tale om virkelighedsfiugt, må man spørge: Fra hvilken virkelighed? - Lige siden det mentalt bevidste menneske satte sig selv i relation til omgivelserne, til universet og kræfterne dér for at opnå kendskab til og kundskab om deres natur samt for at opnå en forståelse af hele skabelsesprocessen, har det vi kalder virkelighed ændret sig og ændrer sig stadig. Vor medfødte selvopholdelsesdrift lærte os at beherske naturens kræfter i stor udstrækning. Netop denne kendsgerning
|
|
