Angst
Angsten har mange »hjælpere«. Blandt dem er uro kritik, skyld, vrede, bitterhed, stolthed, hovmod, sorg, misundelse, foragt, frådseri, skuffelse og meget mere. Bag alle disse følelsesudtryk ligger der en angst for at føle noget, som engang gjorde for ondt at forstå. Du valgte at lukke det svære ude for at leve videre. Det var som oftest mangel på den accept og kærlighed, som du havde så hårdt brug for. Du lukkede øjnene for den smertelige årsag, men smerten blev tilbage. Du fortsætter med at lukke øjnene og flygte fra smerten, men såret inden i dig vil blive der, indtil det bliver set, forstået og lægt. Så længe du har såret, er du sårbar og bange for alt det, der kan minde dig om smerten. Denne angst vil altid give sig udtryk i din være- og handlemåde.
Vi gemmer os bag forsvar, normer og attituder, for at intet skal kunne minde os om det gemte sår, det sår, der er alt for smertefuldt at huske og genopleve Når vi tror, at vi behøver et forsvar, lever vi i angst. Vi har kun forsvar mod det, som vi er bange for, det, som vi tror kan skade os. Da har vi endnu ikke indset, at den smerte, som det koster at se, genopleve, forstå og forsone sig med det, der forårsagede såret, ikke kan skade os. Det er jo den proces, der læger. Kun den kan læge og gøre os trygge igen. Når vi er utrygge og sårbare, bygger vi forsvar og mure i vort indre. Når vi bygger mure i vort indre, projicere vi angsten ud og bygger således også forsvar og mure udadtil. Så længe vi bevarer vore indre forsvar og mure, vil der også være ydre forsvar og mure (krig). Så længe vi ikke har fred med os selv vil der aldrig blive fred i verden.
De indre forsvar vil ikke fjernes. De siger: »ødelæg os ikke, fjern os ikke Det er farligt, du dør, du bliver vanvittig« osv. Det fungerer på samme måde udadtil. Når vi bygger ydre forsvar og ruster os til krig, er vi, på grund af de indre forsvar, rede til at bekrige og dræbe det, som efter vor opfattelse truer os udefra, ligesom inden i os. Vi gør alt for at slippe for at føle vor egen smerte. På den måde lader vi angsten styre vort liv og vor handlemåde, personligt og kollektivt, dvs. i privatlivet og dermed i samfundet.
Vi er så bange for at føle de smerter, som følger med problemerne, at vi gør alt for at undgå dem. Vi udskyder, venter, lader som om de ikke findes, tager tilflugt til andre aktiviteter, som f.eks. arbejde, jogging, fjernsyn, luftkasteller. .. Vi tager endog medicin for at slippe for at føle smerten og ignorerer de problemer, der gav årsag til den.

Denne tendens til at undvige de problemer, som livet giver os, og den smerte, der følger med, er den væsentligste årsag til, at vi får det skidt, og til psykisk og fysisk sygdom. Gevinsten, at slippe for at konfrontere sig med virkeligheden og at kunne fortsætte som hidtil, kan være bekvem en tid, fordi man slipper for at tage hul på problemet. Men den gevinst vil til sidst blive rigtig smertefuld og kan efterhånden blive det største problem, så stort, at man ikke længere kan finde den tilgrundliggende årsag, fordi man fuldstændig har fortrængt den. I stedet bliver hele livet en plage. Dels fordi vi bliver så trætte - det kræver megen energi at holde problemet nede, og dels på grund af alle de problemer der dukker op.
Det, som vi har i os, men fornægter og fortrænger, må nødvendigvis manifestere sig uden for os i fysisk form for at spejle vort indre. Bærer man på had og angst, men nægter disse følelsers eksistens, møder man had og angst udefra. Det er ingen »straf«, kun en ren spejling og dermed en gave, en mulighed for at indse, hvordan man behandler sig selv.

Vi præges som børn
Der kunne skrives meget om emnet kærlighed og angst. Men vi kan ganske kort se på, hvordan det ville gå, hvis angsten fik overtaget i det enkelte menneskes liv. Et lille barn har endnu ikke opbygget en færdig personlighed med egne vurderinger. og derfor er det ikke beskyttet mod ydre påvirkninger. Forældre (kammerater, lærere etc.) præger ubevidst barnet, som de vil have det (opdrager det) ved at give tavse forbud og stille uudtalte krav og ved at true med at holde kærligheden tilbage, hvis forbudene og kravene ikke overholdes. For at overleve og blive accepteret lader barnet sig enten »tilpasse« eller reagerer med trods Det påtager sig forskellige roller og lærer at spille dem (optræde), som det forventes af det. I mellemtiden begraves den dybe smerte ved ikke at slå til (ikke at være god nok, som man er) dybt nede og med tykke mure som beskyttelse. Det er disse spil og roller samt angst for smerten og en søgen efter forældrenes anerkendelse, som ofte styrer vor adfærd helt op i voksenalderen, selv om vi har fået det hele lidt på afstand og lært en mere positiv indstilling til os selv og omverdenen. For den, som i voksenalderen lukker øjnene for denne grundlæggende prægning og bibeholder murene, lever livet uden forståelse og indsigt, og dermed opleves det kaotisk. Hvis vi skal helbrede os selv indefra, må vi søge helt ned til bunden og vende dér. Vi må indse og erkende vor tidlige skuffelse.
Vor rejse gennem livet går ud på at erkende og forsone os med det, der skræmte og tæmmede os. Først da kan vi slippe angsten og finde kærligheden i os selv. Det er en vanskelig rejse, men en rejse, som alle kan foretage. Man kan foretage den ved at tage ansvaret for sig selv og ikke give nogen anden skylden. Du skal indse, at du har friheden til at vælge ansvaret for dit liv og dine oplevelser. Dermed skal du også indse, at dine oplevelser (følelser) er inden i dig selv. I handling er det dig, der bestemmer, hvad du skal gøre eller ikke gøre. Du kan sige Nej, og du kan sige Ja. Det er udelukkende et spørgsmål om at have mod til det. Dermed får du frihed til at handle eller lade være.
Du må lære, at du alene skal tage alle beslutninger og konsekvenserne af dem. Du må indse, at du selv er kilden til både smerte og kærlighed. Du må lære at indse, at der er en mening, også i det vanskelige. Hvis du selv har været nede i mørket og tågen, kan du bedre forstå andre, som oplever det samme. Man bliver selv stærk og kan være en støtte forandre, hvis man også har kendt til livets mørke sider.