Et menneske, som sætter sandheden højt, elsker sig selv tilstrækkeligt til, at han/hun magter at give sig selv mulighed for at erkende og udvikle sit indre. Han eller hun er villig til fuldstændig oprigtigt at tvivle på sig selv. Vi lyver alle sammen ind imellem for at undgå tvivlen og konsekvenserne af den. Vi vil ikke se sandheden. Vi værner om de løgne, vi lever på, og stikker hovedet i sandet ligesom strudsen. Og så spekulerer vi på, hvorfor det er så mørkt.

Vi lever alle sammen mere eller mindre på løgn eller illusion om du vil Fordi vi er bange for at se os selv! Derfor styrer angsten verden.

Vi kan ikke se lyset, før vi har set mørket i os selv

Vi kan hverken støtte os selv eller andre, hvis vi kun føler det overfladiske. Hvis vi skal være trygge inderst inde, må vi acceptere alt, hvad vi er. Vi må have mod til at se vor egen sårbarhed, mod til at føle skuffelse, lidenhed, fortvivlelse.

At se indad er ikke mere farligt, end vi gør det til. Pine og smerte har ingen magt i sig selv kun den, som vi giver dem i fantasien. Vi kan bestemme os for at godkende såvel det lyse som det mørke i vort væsen. Vi kan nære fantasien ved at se på alt med kærlighed. Når vi udstrækker kærligheden til også at omfatte de sider af os selv som vi ikke ønsker at se, forsvinder angsten.

Hvordan vi har det, og hvordan vi lever, er en direkte følge af, hvordan vi håndterer vore sandheder og løgne, dvs. hvor meget vi lusker os fra livet ved at nægte at se os selv. Vor vurdering af og syn på tilværelsen styres af det, som vi fornægter i os selv og hvad vi gør for at glemme det. Vor egenværd (i hvor høj grad vi accepterer os selv) reflekteres i vor adfærd og i alt, hvad vi har i vor tilværelse. Det farver hele vort liv.
At sige »sådan er jeg« er velsagtens åndelig dovenskab. Det er at befæste det, der er, og betragte det som uforanderligt. Men vi har evnen til at skabe en Lysere fremtid ved at tage det fornægtede frem og ændre tidligere destruktive indlærte mønstre. Vi kan helbrede os selv ved at holde op med at vogte de indre mure og erkende angsten og den gamle dybe smerte. Vi må finde og forstå skygge siden, før vi forstår og værdsætter, hvad sand kærlighed er. Vi kan ikke se det klare Lys, før vi har set og erkendt skyggerne i os. Set 'mørket' i os selv.

Det, vi kan se, kan vi helbrede Når vi ser skyggen, mister den sin skyggevirkning. Når vi lærer den at kende, bliver den tydelig. Den bliver til billeder, erindringer og følelser, som vi kan forstå. Når man plejer sin sandhed, dvs. når man er ærlig over før for sig selv og tør se hele sig selv, mister man ikke fodfæstet. I stedet finder man sin 'rod', finder ind til sin kerne, sit selv.

Når vi under afbarknings- og tilladelsesprocessen har vundet mod, styrke og kærlighed, afspejler den omgivende verden vort ny jeg. Vi kan se forandringen i det, vi møder udefra. Den forandring, som tilladelsen har udvirket. Vi har tilladt hele vort jeg at eksistere, blive synligt og accepteret. Mens livet før var fyldt med spejlinger af vor begrænsning, er det nu fyldt med spejlinger af vor glæde, tryghed og næstekærlighed. Gennem erfaringen kan vi ikke undgå at se, at kilden til vor livs situation findes i os. Vi begynder at indse, at kilden til de farer, som truer verden, også ligger i os, og at alle må være åbne, selvransagende og villige til at acceptere de tvivlsomme sider i os selv, hvis menneskeheden skal overleve, og ufreden, volden, ja forureningen skal stoppes, det hele er et spejl af menneskehedens  kollektive projektion ud i omgivelserne