Uro og nervøsitet.
Uroen gnaver i os og bevirker, at vi mister energi, bliver trætte og nervøse. Uroen kan næsten tage livet af os. Vi er urolige for fremtiden, for vores helbred, for verden, for krig og elendighed, for at pengene ikke skal slå til, for maden, som er forurenet, for ensomhed, for alderdom og død.

Uro er i grunden en eksistentiel usikkerhed. Vi kender ikke os selv og vores plads i universet. Vi har ikke tillid til livet. Vi er bange for, hvordan det skal gå, og ofte overfører vi den universelle usikkerhed, livsangsten, til vor egen krop. Vi er så bange, at vi bliver syge og tager til flugt til sygdommen. Da får uroen konkret form, f.eks. migræne, mavekatar eller astma. Den bliver til at tage og føle på. Vi kan se og føle den i kroppen og føler; at vi kan gøre noget ved den, f.eks. ændre kostvaner og begynde at motionere. Men sygdommen er ofte et symptom på den indre utryghed.  Man kan for eksempel være urolig for en teenager, som er ude om aftenen og ikke kommer hjem til tiden. Du er urolig for barnet, fordi du elsker det, tror du. Bevares, du elsker dit barn, men det er ikke årsagen til uroen. Den skyldes angst og utryghed. Når man er urolig, er det ikke den anden, man er urolig for. I virkeligheden er det ens egen smerte, man er bange for. Man er bange for, hvordan man selv vil få det, hvis der sker noget med én, man elsker. Det er sig selv og sin egen angst, man er optaget af ikke af at elske barnet. Det er ikke kærlighed til barnet, der bestemmer éns reaktion, kun éns egne følelser for sig selv og livet.

Uroen gør at man skal bygge mure og skabe forsikringer i form af kontrol, forbud og penge i banken. Vi stoler ikke på, at livet giver os det, vi behøver. Uro får os til at udstede forbud. Uro er en ydre projicering af vores indvendige angst. Er man ikke opfyldt af tillid, er der kun angsten tilbage, og da kan man aldrig føle sig tryg.

Uro er, ligesom andre angstfomemmelser en følelse, som gnaver i mellemgulvet og hindrer én i at leve i nuet. I stedet slås man med følelser og tanker om »Hvad nu, hvis. . . « Uro er en fremtidsorienteret angst. Fremtiden føles som en trussel. Hvordan skal det gå. . .?

Du skal huske på, at det, som muligvis sker vil ske, hvad enten du er urolig eller ej. Det bedste, du kan gøre for dig selv er at give dig tid til at leve i harmoni og tillid ved at erkende dine dybe følelser. På den måde indser du, at du kan stole på dem og være mere tolerant og kærlig over for dig selv. Det giver tillid og selvrespekt. Kærlige og tolerante mennesker skaber et kærligt og tolerant samfund. I et sådant samfund ville man ikke have behov for at isolere sig og beskytte sig mod hinanden. Hvis man ikke vil gå tæt på sig selv vil man heller ikke gå tæt på andre Kunne man det, ville man leve i nuet, støtte hinanden og leve livet sammen, åbent og nært.