Skyld
Skylden er vort største fængsel. Vi føler skyld, fordi vi er til, skyld, fordi vi er til besvær, skyld, fordi en bror eller søster døde, og fordi vi ikke kan udfylde hans/hendes plads hos forældrene... Vi kan føle skyld af alle mulige årsager. Lærerne i skolen fik os til at føle os skyldige, fordi vi stillede spørgsmål, vi føler skyld, fordi vi ikke blev det, som man ventede af os, og fordi vi ikke kunne opfylde kravene. . . Vi føler skyld for det, vi gør, og for det, vi ikke gør, skyld, hvis vi trives med os selv skyld, hvis vi har det godt (når der er andre, der har det dårligt). . . Skylden æder os op indefra. Den forgifter hele vort system; såvel tanker og følelser som den fysiske krop.
Skyld er ikke en følelse i sig selv: Den kommer af angsten for at være og handle forkert og af ringe selvagtelse. Den dårlige samvittighed fylder os med mindreværd. Vi duer ikke, vi slår ikke til, vi er ringe. Og fordømmelsen, selvforagten vokser hele tiden. For at slippe for den følelse gør vi alt for at være gode og dygtige. Vi gør vort bedste for at nå og overkomme alt. Vi gør ofte dobbelt så meget som andre: passer børnene, huset, maden og jobbet; hjælper andre, rydder op, ordner det, som andre ikke kan nå, til vi bliver martyrer. Og hvad vi end forsøger, bliver det ikke bedre Følelsen af ikke at slå til, at være mislykket, at være tvunget til at kæmpe, sidder der stadig. Og oven i det hele kommer fornemmelsen af at blive udnyttet, bestjålet, hæmmet, ikke regnet som den, man er, træt, udbrændt, fornedret. Dertil kommer anklager og en følelse af had mod andre, som ikke forstår og ikke hjælper til.

Skyldfølelse kræver straf
Når man har dårlig samvittighed, føler man sig skyldig. Den, der er skyldig, skal straffes. Man straffer ubevidst sig selv ved at udøve forskellige former for selvafstraffelse: ting mislykkes for én, man bliver syg, man føler sig tvunget til at gøre andre tilpas for at betale af på sin skyld. Jo mere man betaler af og retfærdiggør sig, desto mere udbrændt bliver man.
Da der i grunden ikke findes nogen skyld, kan den aldrig betales ud. Og afbetalingen vil aldrig høre op, hvis man ikke får øjnene op for, hvad man gør mod sig selv. Der er ingen, der skader dig mere end du selv. Der er ingen, der kræver noget af dig - kun du selv.
Vi giver os selv det, som vi mener os værdige til. Med ringe selvagtelse er vi næsten ude af stand til at give os selv det, som vi har behov for -omtanke, nærhed, ro glæde og leg. I stedet straffer vi os selv og sørger for at få fiasko Vi skaffer selv beviserne for, at vi ikke duer.
Desuden låser vi os selv inde i et fængsel, dvs. vi holder os inden for de snævre grænser, der skyldes vor dårlige samvittighed, for at undgå afstraffelse udefra. Den afstraffelse udefra, som vi virkelig frygter, er at blive fornægtet af andre. Derfor har vi ikke mod til at sige fra, og vi får dårlig samvittighed, hvis vi siger nej eller beder om noget. Livet drejer sig om at være til behag og om, at andre skal blive glade. Vor egen vilje har vi mistet. Den er låst inde i skyldens fængsel. Vi gør det, som vi ikke ønsker at gøre, for at være gode og blive